Tilbage til nyheder
19/03-2023

Vellykket UNESCO-konference i Sisimiut, Grønland

NORA arrangerede konferencen UNESCO-sites i regionalt bæredygtigt udviklingsperspektiv i Sisimiut, Grønland, d. 14-15 marts 2023. Under konferencen fik UNESCO-forvaltere indblik i en række best practices, som kan give inspiration og gode idéer om, hvordan forvaltning av UNESCO-sites kan bidrage til en bæredygtig udvikling i de omkringliggende lokalsamfund.

Konferencen samlede deltagere og oplægsholdere fra tilsammen 9 forskellige lande, fra hele Norden samt fra Canada, Skotland og UNESCO-hovedkvarteret i Paris, Frankrig.

Se hele programmet her.

Det var Grønlands formandskab for NORA, der tog initiativ til konferencen. Der blev lagt vægt på, at konferencen skulle inkludere forvaltere i bred forstand, herunder site managers, faglige netværk, lokale og nationale managers samt øvrige aktører, som har indvirkning eller indflydelse på hvorledes site’et og det omkringliggende samfund sameksisterer på mest hensigtsmæssige vis.

Resultatet blev den første konference, der forener UNESCO-sites for verdensarv med geoparker, biosfæreområder og immateriel kulturarv. Deltagerne var meget begejstrede for netop denne sammensætning, fordi den tillod dialog på tværs, hvilket hurtigt blev identificeret som en styrke i forhold til et naturligt samarbejde i fremtiden.

En vigtig målsætning består bl.a. i, at det omkringliggende lokalsamfund også drager nytte af de forskellige certificeringer i form af muligheder for bæredygtige udviklingsinitiativer i lokaløkonomien. Aktiviteterne i området skal være med til at sikre, at ungdommen fortsat trives og ser muligheder for at bosætte sig og trives netop der.

Turismeindustrien repræsenterer i denne sammenhæng mange muligheder, men også reelle udfordringer. Konferencen pegede bl.a. på vigtigheden af at foretage nødvendige og velovervejede forberedelser i forbindelse med åbning for masseturisme.

Konferencedeltagerne var enige om, at det nyetablerede netværk skal fortsat samarbejde om at finde og udvikle relevante løsninger for UNESCO-sites m.v. i Norden, Nordatlanten samt i nabolandene.

Efter konferencen holdt seks repræsentanter møde med tre repræsentanter fra Nordisk Ministerråds sekretariat. Gruppen fra konferencen informerede ministerrådet om resultater og rekommandationer. Mødet enedes om at arbejde videre med mulighederne for samarbejde.

Arbejdsgruppen, der repræsenterer konferencen, består af følgende: Mads Wolff, international rådgiver og medlem af Danmarks nationalkommission for UNESCO, Meriem Bouamrane, Chief of Section on MAB Research and Policy: Økologi og Biodiversitet, UNESCO i Paris, Einar Á.E. Sæmundsen, Direktør for Thingvellir Nationalpark og formand for Nordisk Verdensarv, Island, Armgarð Weihe, generalsekretær for Færøernes Nationalkommission for UNESCO, rådgiver i Færøernes kulturministerium, Jean-Philippe L. Messier, Executive Director, Manicouagan Uapishka Biosphere Region, Québec Canada, og Ernst Olsen, NORA.

Gruppen fortsætter arbejdet med at formulere konkrete rekommandationer og arbejdssætninger baseret på konferencens resultater og anbefalinger.

08/01-2025
NORA søger praktikant
02/01-2025
NORAs nye strategiplan 2025-2028
02/01-2025
Súsanna E. Sørensen bliver ny komiteleder for 2025
12/12-2024
12 st Nordatlantiska samarbetsprojekt får stöttning från NORA
29/10-2024
Generation North Atlantic - Engagerade unga samlades i Bodö för att forma regionens framtid
19/10-2024
RUNAR HELGELAND vinder Arctic Young Chef
14/10-2024
NORA søger praktikant til foråret 2025!