Tilbage til nyheder
Vestnordisk dag 2025: Fødevaresikkerhed og beredskab i fokus
Den 23. september blev Vestnordisk dag markeret i Nordens Hus på Færøerne i et samarbejde mellem Nordens Hus, Norden i Fokus og Nordisk Atlantsamarbejde (NORA). Dagen fejres hvert år for at markere vestnordisk historie og kultur, og for at øge samarbejdet og samhørighedsfølelsen mellem Færøerne, Grønland og Island. I år rettede vi fokus på et meget aktuelt spørgsmål i vores tid: Hvordan vi kan styrke fødevaresikkerhed og beredskab i de vestnordiske samfund, med udgangspunkt i lokale og ofte underudnyttede råvarer.
Fra Arctic Young Chef til Vestnordisk dag
I 2024 arrangerede NORA den nordatlantiske kokkekonkurrence Arctic Young Chef, hvor unge kokketalenter fra hele NORA-regionen arbejdede med bæredygtighed og brugen af underudnyttede lokale råvarer – alt fra indmad til mindre kendte fiskearter. Erfaringerne fra konkurrencen blev brugt som afsæt for Vestnordisk dag, hvor fødevaresikkerhed og smagsoplevelser satte emnet i et bredere samfundsperspektiv.
Tre oplæg – tre perspektiver
Dagens program bød på tre stærke oplæg, der belyste lokale råvarer og fødevaresikkerhed fra forskellige vinkler:
Jákup Sørensen, seniorrådgiver hos NORA, præsenterede Arctic Young Chef kokke-konkurrencen. Konkurrencen fokuserede på at løfte branchen generelt i de fire NORA-lande, samt på anvendelse af underudnyttede lokale råvarer, kombineret med innovation og kreativitet. Samtidig skulle de unge deltagere tage hensyn til bæredygtighed og madspild. Selv om konkurrencen ikke direkte fokuserede på forsyningssikkerhed som emne, så berører kernen i initiativet problematikken.
Tróndur Leivsson, direktør for Búnaðarstovan, den færøske landbrugsstyrelse, holdt et oplæg med afsæt i rapporten Selvforsyning af fødevarer i fem nordiske øsamfund fra 2022. Leivsson gav et perspektiv på fødevareforsyningssikkerhed og tegnede et billede på, hvor sårbare småsamfund kan være, hvis og når en krise sætter ind. De fem øsamfund, som rapporten omfattede, er Bornholm, Færøerne, Grønland, Island og Åland. Disse øsamfund har meget forskellige forudsætninger for fødevareproduktion og betingelser for lokale fødevaresystemer. Dette er blandt andet på grund af klimatiske forudsætninger, adgang til egnede landbrugsarealer og marine områder, forskellige fødevaretraditioner, samt transportmuligheder. Rapporten viste derfor et rimelig varieret resultat med Åland som topscorer med 59%, Island 53%, Færøerne 22%, Grønlands 17%, og den laveste selvforsyningsgrad havde Bornholm med 6%.
Gutti Winther, kok og koordinator af NORA-projektet Úr haga á Hill – fra fjeld til hylde - delte erfaringer fra projektet, hvor lokale og underudnyttede råvarer skulle bringes ind i kommerciel fødevareproduktion. Projektet var designet som en konkurrence, hvor teams bestående af en kok, en landmand, og en designer skulle komme frem til et produkt, som havde potentiale til at ende på en hylde i supermarkedet. De kreative teams forvandlede restvarer til spændende fødevarer. Vinderproduktet var en sauce baseret på en fond af ben, som ellers bliver smidt ud. Winther trak også tråde til Arctic Young Chef konkurrencen og vigtigheden af nytænkning og dygtige kokke, samt til vores sårbarhed pga., at de fleste af vores fødevarer og andre nødvendigheder bliver importeret, og han satte scenen for dagens afsluttende oplevelse.
En smagsoplevelse med beredskab som tema
Efter oplæggene blev deltagerne inviteret til at smage beredskabet. Scenariet var følgende: To måneder efter en fiktiv katastrofe er Færøerne afskåret fra omverdenen. Fødevarerationer uddeles dagligt af en nyoprettet kriseinstitution – AKTA – og kun de råvarer, der stadig er tilgængelige lokalt, kan bringes på bordet. AKTA betyder i øvrigt adlyd på færøsk, hvilket var med til at understrege den alvorlige stemning!
I en stemningsfuld ramme med baggrundsmusik og meddelelser fra myndighederne i højtalerne, blev deltagerne ledt ind i en realistisk oplevelse af, hvordan fødevareforsyningssikkerhed kan føles, når forsyningskæder bryder sammen.
"Rationerne" blev tilberedt af det unge kokketalent Mogens Højsted, deltager i Arctic Young Chef, ledsaget af de erfarne kokke Gutti Winther, Janus Einar B. Sørensen og Jaspur Svabo Jørgensen. Menuen bestod af råvarer, som kunne være realistisk tilgængelige i en sådan krisesituation: tørvarer, laks, makrel, indmad, kartofler, rabarber og syltede grøntsager – tilberedt på kreative måder og med så lidt forbrug af energi som muligt. Hver deltager fik udleveret en kasse med en dagsration og en vejledning til, hvordan rationen kunne strække hele dagen.
En dag med eftertanke og inspiration
Vestnordisk dag 2025 satte fokus på fødevaresikkerhed og lokale råvarer – både som en samfundsmæssig udfordring, men også som en oplevelse, vi kan smage og forstå. Gennem inspirerende oplæg og den dramatiserede, næsten uhyggelige, fysiske oplevelse, blev alvoren i forsyningsproblematikken tydeliggjort, samtidig med at dagen pegede på mulighederne for at styrke vores robusthed ved kreativ og bæredygtig udnyttelse af lokale ressourcer.
Dagen viste også, hvordan innovative projekter kan skabe nye idéer og løsninger, der bidrager til større fødevaresikkerhed i de vestnordiske samfund, og samtidig inspirere os alle til at se potentialet i det lokale, det bæredygtige og det kreative.