OM NORA

Kort om NORA

Nordisk Atlantsamarbejde (NORA) er et regeringssamarbejde under Nordisk Ministerråds regionalpolitiske samarbejdsprogram som består av Grønland, Island, Færøerne og Kystnorge. Organisationen bygger på Vestnordensamarbejdet fra 1981 og blev til NORA, da Kystnorge gik ind i samarbejdet i 1996. NORA-landene er knyttet sammen på baggrund af deres geografiske beliggenhed, fælles karakteristika, fælles udfordringer samt historiske, institutionelle og kulturelle bånd.

NORA bidrager til at styrke samarbejdet i regionen for at gøre Nordatlanten til en kraftfuld nordisk region, kendetegnet ved en stærk, bæredygtig økonomisk udvikling. Det sker bl.a. ved at styrke samarbejdet mellem erhvervsvirksomheder og forsknings- og udviklingsorganisationer på tværs af landegrænserne.

NORAs komite består af tolv medlemmer, tre fra hvert land i NORA-regionen. Komiteen fastlægger den overordnede linje i NORAs strategiprogram, som normalt dækker en fire-års periode. I tillæg udarbejder NORAs komite en årlig handlingsplan, som beskriver de konkrete aktiviteter, NORA vil gennemføre i løbet af året.

NORA finansieres af Nordisk Ministerråd suppleret med et nationalt bidrag fra samarbejdets fire deltagerlande. Hovedsekretariat er beliggende i Tórshavn på Færøerne. I de øvrige lande bemander fire kontaktpersoner sekretariaterne i Grønland, Island, Vestnorge og Nordnorge.

NORA opererer med tre definerede arbejdsområder med følgende fokus:

Det projektstøttende NORA, som skal levere en betydelig kontaktflade i regionen, og giver muligheder for at etablere kritiske masser for de prioriterede områder.

Det agendasættende NORA, som skal påvirke regionens agendaer gennem strategiske initiativer og projektresultater.

Det allianceskabende NORA, som skal etablere samt udvikle eksisterende netværk mellem aktører og organisationer, der opererer i regionen, for at opnå størst mulig synergi gennem samarbejde om fælles indsatser.

Projektstøtte

NORA tilbyder finansieringsstøtte til konkrete samarbejdsprojekter, der inddrager partnere fra mindst to NORA-lande. NORA er som organisation ikke partner i disse projekter, men støtter projekter økonomisk, såfremt disse vurderes at bidrage til de målsætninger, som beskrives i NORAs strategiprogram. Der er generelt fokus på at styrke samarbejdet mellem erhvervsaktører og andre aktører i de fire lande i NORA-regionen.

Det er muligt at søge om støtte to gange om året, med frist primo marts og primo oktober. Læs mere om NORAs projektstøtte under menuen Projektstøtte.

Strategiske initiativer

NORA tager initiativ til, og deltager i, strategiske projekter, som bidrager til at styrke samarbejdet i mellem de fire lande i NORA-regionen, Færøerne, Grønland, Island og Kystnorge. NORA afholder f.eks. konferencer og gennemfører analyser med fokus på regionale problemstillinger. NORA har bl.a. været engageret i en OECD-analyse af regionen, som har kortlagt udfordringer og muligheder i NORA-regionen.

NORA har også mulighed for at fungere som forvaltningsorgan eller sekretariat for relevante initiativer, som f.eks. Nordatlantisk utviklingsstrategi (NAUST).

NORA viderebringer relevant information til den nordatlantiske offentlighed. Egenproducerede nyhedsartikler lægges ud på NORAs hjemmeside. Derudover lægger vi løbende anbefalinger om regionale nyheder og arrangementer ud på www.facebook.com/noraregion samt på Twitter (https://twitter.com/NORA_region).