Tilbage til nyheder
25/08-2025

NORA sætter nordisk madkultur på den globale scene i Japan

Om blot en uge indtager NORA madscenen i den nordiske pavillon på verdensudstillingen i Osaka, Japan. Den 2. september står I madkulturens tegn, og på Nordic Food Day vil NORA præsentere et spændende indlæg. En af finalisterne fra vores Arctic Young Chef initiativ vil kreere inspirerende kanapéer, som gæsterne får mulighed for at smage. Den kulinariske oplevelse følges op af en paneldebat, og dagen efter rykker vi til den prestigefyldte kokkeskole Tsuji Culinary Institute i Osaka, hvor 20 japanske kokke elever deltager i en masterclass.

Arctic Young Chef på Nordic Food Day

Nordic Food Day fremhæver på forskellig vis Nordens styrke inden for bæredygtige og højkvalitets fødevarer. Det brede program giver de besøgende en unik mulighed for at møde førende nordiske fødevareaktører gennem en kombination af forretningsnetværk, kulinariske oplevelser og faglige dialoger.

NORA vil præsentere Arctic Young Chef – en konkurrence, der blev afholdt i 2024 med deltagelse af unge kokke fra de fire NORA-lande. Konkurrencen har siden fået betydelig opmærksomhed både i og udenfor regionen. Helt centralt stod de unges fokus på bæredygtighed, innovativ brug af lokale og uudnyttede råvarer, minimering af madspild, samt en tydelig nordisk madtradition.

I Osaka vil gæsterne  få mulighed for at smage på et udvalg af kanapéer kreeret af chef Sebastian, vinder af den færøske semifinale. Menuen er nordisk inspireret, men med et mix af gode råvarer fra begge verdenshjørner. Så når norsk laks møder japansk blancheret komatsuna, og japansk søpindsvin møder pulveriserede færøske ribsblomster, opstår der nye smagsoplevelser i perfekt harmoni.

Med vores deltagelse håber vi selvfølgelig også på at inspirere til et bredere samarbejde mellem Norden og Japan på fødevareområdet. Selv om vi snakker om lande, som ligger i hvert sit verdenshjørne, så deler vi mange ligheder i vores køkkener: stolte madtraditioner, høje standarder for fødevarer, og respekt for naturens råvarer. Havet spiller en afgørende rolle begge steder – med friske ingredienser, der danner grundlag for unikke kulinariske udtryk.

Masterclass for japanske kokketalenter

Osaka bliver ofte kaldt for Japans madhovedstad, og byen er også kendt som et af landets centrale uddannelsescentre inden for det kulinariske. Vores tilstedeværelse i byen er derfor en oplagt mulighed for at sætte endnu et nordisk fingeraftryk, og dagen efter Nordic Food Day fortsætter vi på den prestigefuld kokkeskole Tsuji Culinary Institute i Osaka, hvor 20 japanske kokkeelever får et unikt indblik i nordisk madkultur. Sammen med vores kokke fra Færøerne og Island lærer de at lave smørrebrød – et madkoncept, som vi nordboer kender godt, men som er relativt ukendt udenfor Norden. Skolen har vist stor interesse for at lære mere om det nordiske køkken, og ved at vælge at fokusere på smørrebrød har vi mulighed for at introducere mange forskellige elementer i madlavningen. 

Vi er stolte af, at Arctic Young Chef-initiativet får lov til at repræsentere Norden på EXPO 2025. Og vi glæder os til at se, hvad der kan vokse frem, når nordiske og japanske madkulturer mødes – både i køkkenet og i samtalen om fremtidens fødevarer.  

- Mere om Arctic Young Chef kokkekonkurrencen her

- Mere om Nordic Food Day her

27/08-2025
9. september: Webinar om ansøgninger
25/08-2025
NORA sætter nordisk madkultur på den globale scene i Japan
23/06-2025
Nå kan du lese NORAs årsrapport for 2024
02/06-2025
10 nordatlantiske samarbeidsprosjekter får støtte fra NORA
30/05-2025
NORAs komitemøte på Færøyene
27/05-2025
NORA støtter UNESCO-samarbejdet
19/05-2025
NORA på Tonik 2025