Projektstøtte

Vi er ved at afslutte projektet

Slutrapport

Ved afslutning af et projekt skal der afleveres en slutrapport (afsluttende statusrapport) og et revideret regnskab. NORA tilbageholder den sidste udbetaling af bevillingen, typisk 20-30 procent, indtil slutrapport og regnskab er godkendt.

Slutrapporten skal give et dækkende billede af projektaktiviteterne og de opnåede resultater. Beskrivelsen skal forholde sig til de målsætninger, som blev opstillet i den oprindelige projektplan. Det vil sige, at det også skal fremgå af slutrapporten, hvis en del af projektets målsætning ikke er nået.

Projektet forventes også at beskrive, hvilke relevante formidlings- eller informationsaktiviteter har fundet sted i projektperioden.

Slutrapporten skal være af en sådan karakter, at den kan lægges ud på NORAs hjemmeside til brug for eventuelle interesserede. Det vil sige, at rapporten ikke må indeholde fortrolige oplysninger – og at den bør fremstå i en velformidlet form. Sproget skal være skandinavisk (typisk dansk eller norsk) eller engelsk. Det skal fremgå tydeligt af rapporten, at projektet har modtaget støtte fra NORA. Logo kan hentes her.

Regnskab

Ved afslutning af projektet skal NORA modtage et revideret regnskab. Som udgangspunkt skal alle regnskaber revideres af en revisor, men i mindre projekter kan det – efter forudgående aftale med NORA – accepteres, at regnskabet i stedet påtegnes af en regnskabsansvarlig medarbejder i projektlederens organisation.

NORA-støtten skal være synlig i regnskabet, ligesom det skal fremgå, at NORAs støtte er anvendt i overensstemmelse med det godkendte budget. Regnskabet skal samtidigt give et sandfærdigt billede af økonomien for det samlede projekt, og således ikke kun belyse den del, der finansieres af NORA. Det vil sige, at regnskabet også skal inkludere midler fra andre støtteorganisationer og fonde, kontant egenfinansiering og medfinansiering i form af eget arbejde.