Tilbage til nyheder
26/06-2026

Komitemøde i Sisimiut

I starten af juni afholdt NORA sit forårsmøde i Sisimiut. På mødet behandlede komiteen 23 projektansøgninger fra årets første ansøgningsrunde og bevilgede støtte til 10 samarbejdsprojekter med et samlet beløb på 2,75 mio. (DKK)

Besøget, komitemødet medregnet, bød på både faglige drøftelser, virksomhedsbesøg og et program, der gav deltagerne et indblik i lokale initiativer og erhvervsliv i Sisimiut. NORA-medlemmerne fik således mulighed for at drøfte aktuelle emner i NORA-regionen og møde iværksættere, uddannelsesinstitutioner og andre centrale aktører fra Grønland.

Besøgsprogrammet gav NORA-gruppen indblik i en række centrale initiativer inden for turisme, uddannelse, innovation og lokal fødevareproduktion i Sisimiut.

Klavs S. Møller fra Destination Sisimiut havde et oplæg om udviklingsmulighederne inden for turisme, mens Anette Grønkjær, direktør for Hotel Sisimiut og Backcountry Greenland, præsenterede virksomhedens arbejde med bæredygtige naturoplevelser, den grønlandske slædehund og udviklingen af turisthytter.

På Kalaallit Nunaanni Teknikimik Ilinniarfik (KTI) præsenterede Anton B. Abrahamsen uddannelsesmulighederne og samarbejdet med DTU om arktiske ingeniøruddannelser, og Martin Mathias Nielsen fortalte om sin forskning i AI-baseret monitorering af fiskeri ved DTU Aqua, og gruppen mødte desuden studerende fra Færøerne og Grønland.

Besøget fortsatte på KTI Råstofskolen, hvor Emilie O. Skjelsager introducerede skolens uddannelser og samarbejde med nordatlantiske aktører inden for entreprenør- og råstofområdet.

Dagen omfattede også et besøg hos Sisimiut Fresh Farm, hvor stifter Palli Fleischer Lyberth fortalte om virksomhedens arbejde med hydroponisk dyrkning og ambitionen om at styrke Grønlands lokale fødevareproduktion.

Et vigtigt punkt på programmet er behandlingen af projektansøgninger. Ved årets første ansøgningsrunde, med frist den 3. marts, modtog NORA i alt 23 ansøgninger. Ansøgningerne dækkede hele spektret af NORAs indsatsområder, dog med en overvægt inden for marine ressourcer.

Komiteen besluttede at støtte 10 samarbejdsprojekter med et samlet beløb på 2,75 mio. kr. (DKK)

Inden for temaet marine ressourcer modtog to projekter støtte. Det ene har fokus på rekruttering af unge til marine og maritime erhverv, mens det andet handler om en blå have – et flydende anlæg, der skal fungere som ramme for miljøundervisning, borgerforskning og bæredygtig tangdyrkning.

Inden for landbrug blev der bevilget støtte til et mindre projekt om at genopdage og bevare den fælles nordatlantiske kulturarv omkring planten kvan. Under temaet turisme modtog et igangværende projekt støtte til udvikling og afprøvning af nye KPI’er for turismeindustrien.

Den største støttepulje gik denne gang til projekter inden for energi og IKT. Tre projekter modtog støtte: Et partnerskab, der skal styrke den regionale energiresiliens i Nordatlanten. Et projekt, der skal styrke samarbejdet mellem landmænd og industri om anvendelse af biogasrester som gødning, samt et IKT-projekt, der ved hjælp af kunstig intelligens skal udvikle fælles analyseværktøjer til vurdering af fiskevelfærd i opdrætsvirksomheder i Norge, Island, og Færøerne.

Der blev også givet støtte til et transportprojekt, som skal identificere tekniske og kommercielle udfordringer ved en bredere anvendelse af e-fuels i luftfartssektoren.

De sidste tre projekter falder under kategorien øvrigt regionssamarbejde. Her blev der blandt andet givet støtte til et projekt, der skal styrke samarbejdet mellem unge studerende i regionen, et projekt, der skal skabe et videnbaseret grundlag for dialog med myndigheder og andre interessenter om ældres udfordringer og muligheder, samt et projekt, der skal øge forretningsmulighederne for folkemusikmiljøerne i Island, Færøerne, og Grønland.

Vi ser frem til at følge de nyskabende projekter, der har modtaget finansiering. Næste ansøgningsrunde for samarbejdsprojekter har frist den 4. oktober 2026, og NORA glæder sig til at modtage flere gode ansøgninger, der med støtte fra NORA kan være med til at styrke regionen. Du kan læse mere om vores støttemuligheder her.

26/06-2026
Komitemøde i Sisimiut
11/05-2026
Konference på Færøerne 8. juni: Fisk og Fremtiden
09/03-2026
23 ansøkninger har blitt sent inn til NORA
13/02-2026
NABAN - Brobygger over Atlanterhavet for bedrifter
05/02-2026
NORA som eksempel på Arctic Frontiers 2026
04/02-2026
Ny runde ansøgning for støtte
19/01-2026
NORA Webinar om ansøgning