Tilbage til nyheder
30/10-2025

Coworking for Bygdeliv!

I 2024 bevilgede NORA støtte til det norsk-færøsk-islandske projekt Coworking for Bygdeliv!, hvis formål er at mobilisere digitale nomader og tiltrække nye indbyggere til bygder og småbyer i NORA-regionen. Projektet skal bidrage til at opretholde og styrke disse småsamfund, der i stigende grad oplever affolkning. Coworking for Bygdeliv! bygger på erfaringer fra tidligere NORA-støttede projekter, så som Arctic Digital Nomads og In Residence in the Arctic, som begge havde fokus på mobile arbejdsmuligheder i regionen.

En af regionens store udfordringer er de demografiske ændringer og faldende indbyggertal, hvilket rammer småsamfundene hårdt. Unge mennesker – og særlig kvinder - flytter væk, og centralisering af arbejdspladser og urbanisering accelererer denne udvikling, hvilket har resulteret i økonomisk pres og social tilbagegang i mange lokalsamfund. Problemerne er særlig til at føle på i vinterperioden, hvor turismen kører på et lavt blus.

Digitale nomader – personer, der udnytter teknologi til at fjernarbejde – forbindes ofte med varmere klimaer og lande med lave leveomkostninger. Men med projektet fik interesserede mulighed for at søge et stipendium fra Coworking for Bygdeliv! til at bo og arbejde i op til tre måneder i Norge, Island eller Færøerne i første kvartal 2025 – helt uden omkostninger.

Denne unikke mulighed for at flytte arbejdspladsen, opleve den nordiske vinter og fordybe sig i den nordiske kultur, er et resultat af et samarbejde mellem Geirangerfjorden Verdsarv i Norge, Samfelagsmiðstöðin Þingeyri i Island og Vágs Kommuna på Færøerne. Sammen har de skabt et projekt, der ikke blot tilbyder attraktive arbejdsforhold, men også understøtter etableringen af et stærkt fællesskab og en helhedsorienteret livsstil, der kan appellere til unge tilflyttere.

Projektet bygger på en grundtanke om, at langsigtede investeringer i tid og ressourcer i disse områder kan sikre en bæredygtig udvikling og skabe vækst, der gavner både indbyggere og besøgende.

Efter COVID-19-pandemien har verden oplevet en markant ændring i arbejdsmønstre. Fleksibilitet og digital mobilitet er blevet en naturlig del af arbejdsdagen, og fjernarbejde er nu en integreret del af mange virksomheders strategi. Denne udvikling åbner op for nye muligheder i småsamfund. Kombinationen af fjernarbejde og muligheden for at bo i nye omgivelser kan ikke blot øge produktiviteten og stimulere kreativiteten, men også give deltagerne en berigende livsstil.

Ved at tilbyde moderne og fleksible arbejdsrammer i naturskønne fjerntliggende områder kan initiativet tiltrække digitale nomader, freelancere og fjernarbejdere til at bosætte sig – enten midlertidigt eller permanent. Coworking og en mobil arbejdsstyrke har dermed potentiale til at være en del af løsningen på de demografiske udfordringer, som mange småsamfund står overfor.

Da muligheden for at ansøge om gratis bolig og arbejdsplads ved den norske Geirangerfjorden, den sydlige bygd Vágur på Færøerne og i Islands barske Vestfjords-region blev annonceret, blev arrangørerne overvældet af den enorme interesse. Faktisk var de nødt til at lukke for tilmeldinger flere uger før fristen!

I tillæg til den store folkelige tilslutning fik projektet også stor medieopmærksomhed, og blev omtalt i både det norske medie NRK, det amerikanske erhvervsmagasin Forbes, samt i Financial Times.

Coworking for Bygdeliv! er et godt eksempel på, hvordan innovative initiativer kan skabe nye muligheder for småsamfund og samtidig tiltrække en ny generation af arbejdende nomader til Nordatlanten.

30/10-2025
Nordic Blue Tourism Conference – An Ocean of Opportunities
30/10-2025
Arctic Young Chef
30/10-2025
Generation North Atlantic
30/10-2025
Coworking for Bygdeliv!
14/10-2025
Nordisk matkultur i fokus: ArktiskMat hyllas på världens första gastronomitoppmöte
01/10-2025
Vestnordisk dag 2025: Fødevaresikkerhed og beredskab i fokus
24/09-2025
Deltag i Arctic Frontiers Student Forum 2026