Tilbage til nyheder
Så er ansøgningsskemaet åbent - frist 4. marts 2024
Nu har du igen mulighed for at søge om støtte til samarbejdsprojekter i Nordatlanten. NORA støtter projekter med partnere fra mindst to af de fire medlemslande: Grønland, Island, Færøerne og kyst-Norge.
Nu har du igen mulighed for at søge om støtte til samarbejdsprojekter i Nordatlanten. NORA - Nordisk Atlantsamarbejde - støtter projekter med partnere fra mindst to af de fire medlemslande: Grønland, Island, Færøerne og Kystnorge (fylkerne fra Rogaland i syd og nord til Troms og Finnmark). Ansøgningsfristen er mandag d. 4. marts 2024 midnat (grønlandsk tid) (kl. 02:00 UTC d. 05.03.2024).
Nordisk Ministerråds vision er, at Norden skal være verdens mest integrerede, grønne og socialt bæredygtige region inden 2030. Projekter, der søger om støtte, bør forholde sig til den nordiske vision, som igen bygger på FNs 17 verdensmål. Visionen konkretiseres til seks temaer i en nordatlantisk kontekst i NORAs strategi 2021-2024
Projektansøgninger bør bygge på strategiens temaer:
- Bioøkonomi: NORA ser gerne projekter, som fokuserer på bæredygtig udnyttelse af både landbaserede og marine ressourcer. Det kan f.eks. være projekter, der fokuserer på innovative værdikæder, nye råvarer og produkter, kortrejst mad, nordatlantisk gastronomi, som bygger på bæredygtig udnyttelse af de lokale ressourcer, eller lignende projekter.
- Bæredygtig turisme: Bæredygtig turisme kan være med til at udvikle et turisterhverv, der kan være med til at opbygge lokalt erhverv og lokal indtjening. Projekter, som fokuserer på fremtidens turismeindustri, vil have særlig prioritet.
- Cirkulær økonomi: Cirkulær økonomi udnytter naturressourcer og produkter effektivt og så længe som mulig i et kredsløb, hvor mindst mulige ressourcer går tabt. NORA prioriterer projekter inden cirkulær økonomi, som også omfatter kommunesamarbejde på tværs af landegrænser.
- Transport: Samarbejde om bedre og grønnere transportløsninger, som knytter landene og regionerne tættere sammen. I lys af regionens store havområder vil NORA prioritere projekter, der arbejder for en overgang til grønnere og mere fornybare energikilder i maritim transport.
- Energi: Fokus på at udvikle rurale, fornybare og elektrificerede løsninger, som sikrer stabil og gunstig energitilgang for befolkningen i Nordatlanten. NORA vil specielt prioritere projekter, som har stedspecifikke energiløsninger, som ikke er afhængige af adgang til et større forsyningsnet.
- Lokalsamfund: Den vigtigste faktor for at trives, hvor man bor, er at have gode lokaltilbud. Dette bidrager til at forhindre fraflytning og øge tilflytning. NORA ønsker samarbejdsprojekter, som arbejder for større inkludering af ungdom i lokaldemokratiet.
NORAs projektstøtte retter sig i hovedtræk mod erhvervsrelaterede projekter i en tidlig fase. Rene kultur- og forskningsprojekter omfattes ikke af denne ordning.
VURDERINGSKRITERIER
NORAs komite tager suverænt beslutning om hvem modtager støtte, baseret på en indstilling fra NORAs sekretariat. Vurderingen er baseret på følgende kriterier:
- Relevans for de seks prioriterede temaer og regionens behov
- Projektets gennemførbarhed
- Nytænkning og innovative bidrag til regionen
- Partnersammensætning og partnernes bidrag til projektet
- Nordisk nytte
- Realistisk og transparent budget
- Hvordan eventuelle resultater fra projekterne kan bruges videre.
FORMELLE KRAV TIL NORA-FINANSIEREDE PROJEKTER
Mindst to partnere fra mindst to af NORAs fire lande
Minimum 50% egenfinansiering
Støtte fra NORA kan ikke overstige DKK 500.000 per år, eller DKK 1.500.000 over tre år
NORA skal kunne præsentere hovedresultaterne fra projektet på sine platforme.
Hvis projektet ikke opfylder disse fire grundlæggende krav, kan ansøgningen administrativt afvises af NORAs sekretariat.
Ansøgningen skal indsendes gennem NORAs digitale ansøgningsskema:
MERE INFORMATION
På NORAs hjemmeside finder du en komplet guide til projektstøtte for NORA-finansierede projekter, som inkluderer både ansøgningsprocedure, rutiner i løbet af projektet, og krav til slutrapportering.
ANDRE LINKS
- Nordisk Ministerråds vision 2030
- Digitalt ansøgningsskema
- Tidligere projekter
- Strategiprogrammet 2021-24
- Kontaktinformation til NORAs sekretariat
Husk, ansøgningsfristen er mandag d. 4. marts 2024 midnat (grønlandsk tid) (kl. 02:00 UTC d. 05.03.2024).