Nutaarsiassaut uterit
15/11-2022

NORA søger direktør

Stillingen som direktør for Nordisk Atlantsamarbejde (NORA) er ledig til besættelse fra 1. august 2023.

NORA er et samarbejdsorgan under Nordisk Ministerråd, som har til formål at styrke samarbejdet i den nordatlantiske del af Norden: Grønland, Island, Færøerne og Kystnorge. NORA støtter samarbejdsprojekter i Nordatlanten, og spiller samtidig en aktiv agendasættende og allianceskabende rolle i regionen. NORA er således en politisk-strategisk aktør i udviklingen af det nordatlantiske samarbejde.

Som ny direktør får du ansvaret for at videreføre denne udvikling ud fra hovedsekretariatets base på Færøerne.

Profil

Du er strategen, som har evnen til at placere NORA som en central aktør i det nordiske samarbejde med særlig vægt på nordatlantiske og arktiske problemstillinger. Du er diplomaten, som finder rum for enighed, f.eks. når NORAs interessenter måtte have divergerende forventninger til organisationens virksomhed. Men du er også praktikeren, som sørger for, at NORA kontinuerligt fastholder et højt og kvalificeret aktivitetsniveau ved løbende at omsætte gode ideer til konkret handling, f.eks. i form af projektsamarbejde, konferencer, mv. 

Arbejdsopgaver

På NORAs hovedsekretariat bliver du leder af et lille, uhøjtideligt og engageret team, som sammen står for den fortsatte udvikling af NORAs strategiske arbejde i regionen.  NORA arbejder med udgangspunkt i de strategiske dokumenter Vision 2030, Regionalpolitisk samarbejdsprogram, med flere.

Hovedsekretariatets arbejdsopgaver omfatter bl.a.:

  • Gennemførelse af NORAs årlige handlingsplan
  • Administration af NORAs projektportefølje, herunder vurdering af projektforslag, udarbejdelse af projektindstillinger og løbende monitorering af projekternes fremdrift
  • Planlægning og gennemførelse af konferencer og seminarer og andre events
  • Research- og formidlingsopgaver
  • Forberedelse af og deltagelse i møder med NORAs komite og arbejdsudvalg.

Vi forventer

  • at du har en videregående uddannelse på masterniveau inden for et fagområde, som er relevant for NORAs virksomhed, f.eks. inden for økonomi, samfundsfag eller kommunikation
  • at du har international erfaring - herunder projektsamarbejde også gerne fra en nordisk kontekst. Herudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til og interesse for de særlige vilkår og udfordringer i NORA-regionen og Arktis
  • at du er god til at netværke og har et netværk med dig som kan bruges i NORA sammenhæng
  • at du har erfaring med personaleledelse
  • at du har sans for formidling
  • at du mestrer dansk eller norsk samt engelsk i skrift og tale.

Betingelser

Ansættelsen er tidsbegrænset til fire år med mulighed for forlængelse til sammenlagt højst otte år. Løn fastlægges efter forhandling. Tjenestested er i NORAs hovedsekretariat i Tórshavn, Færøerne. Du skal være indstillet på hyppige rejser i og uden for regionen.

Yderligere oplysninger

Interesserede opfordres til at lære os nærmere at kende på hjemmesiden www.nora.fo 

Du er også velkommen til at ringe til direktør Ásmundur Guðjónsson på telefon +298 21 48 44 eller e-mail: asmundur@nora.fo 

Ansøgningen skal udarbejdes på dansk eller norsk og stiles til Nordisk Atlantsamarbejde, att. Kristján Halldórsson og sendes elektronisk til NORAs komiteleder kristjan@byggdastofnun.is, senest mandag den 6. februar 2023 klokken 12.00 islandsk tid.

Ansættelsessamtaler forventes gennemført i uge 9 i 2023.

05/04-2024
Arctic Young Chef kommer til Ilulissat
18/03-2024
Andrés Björgvinsson skal repræsentere Island i Arctic Young Chef konkurrencen
15/03-2024
Kokkekonkurrencen starter i morgen
14/03-2024
Nordens dag arrangement på Færøerne 23. marts 2024
07/03-2024
16 ansøgninger
08/02-2024
Webinar: Hvordan søger jeg støtte?
16/01-2024
Så er ansøgningsskemaet åbent - frist 4. marts 2024